Klimatilpasning
Byen forberedes på mere vand.
Klimaforandringerne betyder bl.a. mere voldsomme regnskyl og højere vandstand i Aarhus Bugt. Det er medvirkende til, at kloakledninger og renseanlæg ikke har kapacitet nok til at klare de store vandmængder med risiko for både oversvømmelser og forurening. Derfor sættes der ind på flere fronter.
Klimaændringerne betyder også perioder med større vandføring i vandløbene, mere vand i søerne og andre perioder med næsten udtørrede vandløb. En højere vandstand i Aarhus Bugt kan resultere i oversvømmelser af Aarhus Midtby, langs Aarhus Å gennem byen og på Fedet. Og Aarhus ligger tæt på vandet! Fra nord til syd som et bånd langs bugten og fra øst til vest som bånd i ådalene langs Aarhus Å og Egåen. Med udsigt til kraftigere regn og højere vandstand i vandløb, søer og bugten er det ikke uden problemer.
Det er derfor udtryk for rettidig omhu at planlægge i forhold til fremtidige højere vandstande samt kraftigere og hyppigere regnskyl. Det kan bl.a. gøres ved at tilpasse eksisterende og kommende byområder, veje og andre tekniske anlæg til det ændrede klima og ved at betragte natur og landskab som vigtige elementer i denne tilpasning.
Sådan tilpasser Aarhus sig klimaændringerne
- Kortlægning af oversvømmelsestruede arealer
- Opbygning af varslingssystemer, der i god tid kan advare mod oversvømmelser
- Byens vand er en integreret del af byens vækst
- Planlægning af nye byområder, hvor vand fremover ikke er et problem, men er til gavn for både mennesker, miljø og natur
- Plads til kontrollerede oversvømmelser, fx ved etablering af vådområder i ådalene
- Højvandsluse i åmundingen ved Aarhus Å
- Mindre vedligeholdelse af udvalgte vandløbsstrækninger. Det medfører, at der tilbageholdes mere vand i vandløb og på de vandløbsnære arealer
- Omlægning af kloaksystemerne så regn og spildevand afledes hver for sig. Fx kloakseparering i Ormslev, Kvottrup og Kasted og Risskov
- Lokal håndtering af regnvand